Et presserum sparer tid og penge

Et velfungerende presserum med billeder, videoer og seneste nyt fra virksomheden er brugbart for både medier og investorer – og gavner også virksomheden selv.

Et presserum på hjemmesiden kan spare virksomheden og organisationen for tid og penge. Det kan Christian Bækholm tale med om. Han er PR- og presseansvarlig på Det Kongelige Teater. Her har teatrets digitale presserum betydet, at antallet af personlige henvendelser omkring primært pressebilleder er skåret gevaldigt ned. Det er Christian Bækholm tilfreds med.

– Vi får færre generelle henvendelser, fordi journalisterne nu selv kan finde pressebilleder og seneste nyheder i presserummet. Hvis jeg alligevel bliver ringet op og spurgt om et pressebilllede, så sender jeg altid et link til presserummet. Vi gør meget for at opdrage journalisterne til selv at finde det, de søger, i presserummet, så vi har bedre tid til at hjælpe dem med andre ting, siger han.

Udover billeder og nyheder kan brugere af teatrets presserum også følge med i, hvad teatret lægger på Facebook og Twitter.

Signalerer åbenhed over for investorer og medier

Ifølge den britiske PR-ekspert Samantha Deeks er et presserum med til at signalere åbenhed og transparens. Ikke bare over for journalisterne, men også over for investorerne.

– Investorerne kigger efter seneste nyt om virksomheden i presserummet. De er interesserede i generelle nyheder om virksomheden og specifikke nyheder om nye produkter og servicer. Alt det, der ikke er marketingsnak, men nyheder og fakta om det, der foregår i virksomheden. Jo mere åbne virksomheden er omkring det, der foregår i virksomheden, jo bedre virker det på investorerne, siger Samantha Deeks.

Hun har mange års erfaring med udvikling af presserum til store virksomheder som London Heathrow Airport og Sony Europe igennem software-firmaet Glide. I dag arbejder hun i firmaet PRgloo, der udbyder en cloud-baseret værktøjskasse til kommunikationsafdelinger og blandt andet benyttes af Transport of London.

Leonhardt Pihl, direktør i Dansk Aktionærforening, er selv flittig bruger af virksomhedernes presserum, når han tjekker potentielle investeringobjekter ud, og han er enig med Samantha Deeks i, at et presserum sender et positivt signal til investorerne.

– Når man sidder og kigger selskaber ud, så tager man med kyshånd imod, hvad selskaberne kommer med af informationer. Det er en god service overfor investorerne, og et selskab kan virkelig vinde noget på at tilvejebringe så mange oplysninger som muligt om selskabet. Når et selskab vedkender sig det, der skrives om det, så tyder det på et selskab med selvtillid, siger han.

– Omvendt, så bliver man konfronteret med ekstra besvær, hvis der ikke er et (presserum, red.), og man derfor selv skal til at finde ud af, hvad der er skrevet om selskabet ad andre kanaler. Det giver en dårlig oplevelse af selskabet.

Det skal presserummet indeholde

Men hvad skal et velfungerende presse- og nyhedsrum så indeholde? Jo, forklarer Samantha Deeks, det bør som minimum indeholde:

  • En oversigt over de seneste nyheder fra virksomheden. Både generelle nyheder om virksomheden, men også gerne nyheder om virksomhedens produkter og servicer.
  • Billeder, videoer og infografik. Især medierne er altid sultne efter illustrationer, der skal kunne downloades i høj opløsning. Fans, kernekunder og andre superbrugere af virksomhedens produkter kan i øvrigt også få interessen for virksomheden stimuleret i et presserum fyldt med billeder og videoer.
  • En søgefunktion.
  • Udførlig kontaktinformation med navn, telefon og e-mailadrese på den, der tager sig af virksomhedens pressehenvendelser.

Presserummet skal være synligt

Og endelig er det bestemt ikke ligegyldigt, hvor linket til presserummet placeres henne. En tydelig angivelse af presserummet signalerer, at virksomheden gerne vil i dialog med medierne.

Det har dog også en praktisk betydning, at presserummet er let at lokalisere, forklarer Christian Bækholm fra Det Kongelige Teater.

– Vi er alle sammen interessede i, at journalister skriver om os, men hvis de skal igennem 15-20 klik, før de finder frem til det, som de har brug for, så ender det bare med, at de ringer til mig for at få billederne, og så er vi tilbage til start, siger han.

Foto: /ritzau/Dominic Lipinski
  1. Journalisterne kan hurtigere og lettere få adgang til pressemateriale om virksomheden.
  2. Presserummet signalerer åbenhed og transparens over for omverdenen. Det tiltaler investorer.
  3. Presserummet er det bedste sted at samle nyheder og billedmateriale fra virksomheden.

Modtag guides og artikler om kommunikation

Af | 2018-04-03T13:57:47+00:00 03-04-2018|