< Gå til nyhedstjenesten
 
UND/OVERBLIK/CORONA/KULTURUnderholdning
1. VERSION00.00
OVERBLIK: Covid-19 har ført til nye kulturoplevelser
Mens festivaler og store koncerter har været aflyst, har kunstnere fundet nye måder at nå ud til publikum.

Det har krævet en stor portion kreativitet for musikere, koncertsteder, museer og teatre at komme igennem et år med nedlukninger og restriktioner uden at miste forbindelsen til danskerne.

Fredag indgik regeringen og en række af Folketingets øvrige partier en aftale, som skal holde hånden under dansk kultur- og idrætsliv. Blandt andet er der afsat penge til udvikling af digitale kulturformater.

Læs her om nogle af de alternative metoder, som kunstnere og kulturformidlere allerede har brugt for at nå ud til publikum det forgangne år:

* Fotoudstillingen "Nearly Now" på Gl. Holtegaard:

På museet nord for København kan man frem til 5. april se en udstilling med fotografier af fotokunstneren Trine Søndergaard.

Da gæster ikke må komme ind på museet, er der opsat stiger langs murene, så man kan kigge ind ad vinduerne og på den måde se udstillingen udefra.

Alternativt kan man se udstillingen online, da alle fotografierne er blevet 3D-skannet og lagt ud på museets hjemmeside.

* Koncerter med Hess is More i København og New York:

Ensemblet Hess is More består af musikere, der er bosat i København og New York. Tidligere i marts livestreamede bandet en koncert fra spillestedet Huset i København, så publikum kunne lytte med hjemmefra.

I september sidste år spillede Hess is More onlinekoncert simultant fra København og New York. Koncerten i København foregik på Borups Højskole med plads til ganske få tilhørere på stole med stor afstand. Andre så med på nettet.

* Vandretur gennem København i anledning af Sankt Patricks dag:

Af indlysende årsager var det ikke muligt med en større fejring i forbindelse med Sankt Patricks Dag 17. marts, der er Irlands nationaldag.

Irlands ambassade i Danmark arrangerede derfor en vandretur gennem København forbi forskellige af byens vartegn for at markere dagen under titlen #beyourownparade - vær din egen parade.

Undervejs blev deltagerne præsenteret for sjove fakta om båndene mellem Irland og Danmark.

* Digitale forestillinger på Det Kongelige Teater:

Skuespil, ballet, opera og andre koncerter kan streames gratis på den danske nationalscenes hjemmeside, mens Det Kongelige Teater holder lukket for publikum. Den digitale platform hedder KGL X-tra.

De digitale forestillinger har ikke kun indtaget Det Kongelige Teater. En lang række teatre på tværs af landet har taget formatet til sig det seneste år.

* Koncerter ved havelåger og foran vinduerne på et sygehus:

Musiker og sanger Nana Schwartzlose rejste i sommeren 2020 rundt i Danmark og gav "coronasikre" koncerter udendørs.

Hun pakkede sin kontrabas ud og sang og spillede foran folks havelåger, på en havn, i en skov og foran vinduerne på et sygehus, hvor tilskuerne kunne få en gratis koncert med god afstand til hinanden.

Kilder: Berlingske, Irlands ambassade i Danmark, Det Kongelige Teater, Hess is More og Nana Schwartzlose.

/ritzau/

Kontakt
Telefon
33300431
Mail
emb@ritzau.dk
Det Kongelige Teater har ingen forestillinger i København for tiden, men på nationalscenens hjemmeside kan man streame ballet og skuespil. (Arkivfoto) - foto:Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix