< Gå til nyhedstjenesten
 
NET/FORSKNING+NVPolitik
3. VERSION19. feb 2019 09.55 (opdt.11.05)
Minister til forskere: Overvej andet end Storbritannien
Forskningsministeren opfordrer danske forskere til at kigge mod eksempelvis Frankrig og Tyskland.
Telegrammet er opdateret med 2-9 fra bunden om de studerende og Horizon-programmet. Lyd og billede vedhæftet.<br />

Hvis Storbritannien forlader EU uden en skilsmisseaftale, kan det få store konsekvenser for danske forskere.

Det mener uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), der opfordrer de danske forskere til at kigge mod andre steder end Storbritannien.

- Man må i de enkelte forskningsprojekter sidde og kigge på sine planer og justere dem.

- Forskerne, der overvejer Storbritannien, bør også overveje, om der ikke er andre fremtidige samarbejdspartnere, for der er altså mange dygtige forskere andre steder i Europa.

- Man bør derfor måske bygge på et bedre samarbejde med eksempelvis tyskerne, irerne og franskmændene, siger han på vej ind til et møde i Bruxelles.

Tommy Ahlers (V) frygter for de danske forskere, der er en del af Horizon, EU's forskningsprogram.

Hvis Storbritannien vinker farvel til EU uden en aftale på området, kan noget af finansieringen ryge for de forskere, der samarbejder med Storbritannien.

Derudover gentager Tommy Ahlers sin advarsel til danske studerende, der overvejer at søge udveksling på de britiske øer.

- Vi ved ikke, hvad der præcis kommer til at ske. Vi ved ikke, om briterne stadig vil være en del af Erasmus-programmet.

- Så hvis man lige nu sidder og overvejer udveksling, synes jeg, at man skal undersøge andre steder end lige Storbritannien.

Erasmus-programmet, der organiseres og finansieres delvist af EU, er rettet mod de videregående uddannelser og lader europæiske unge studere, arbejde og lave frivilligt arbejde i andre EU-lande.

Tommy Ahlers medgiver, at ingen ved, hvad der reelt kommer til at ske efter den 29. marts. Men alene usikkerheden gør, at forskere og studerende skal tænke sig om.

- Vi venter også på, at Storbritannien bliver klarere på det her og siger tydeligt, hvad man gør, og hvad man har tænkt sig, siger han.

Som det ser ud nu, forlader Storbritannien EU den 29. marts - med eller uden en udtrædelsesaftale.

/ritzau/

Kontakt
Frederik Hagemann-Nielsen
Telefon
33300495
Mail
politik@ritzau.dk
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) opfordrer forskere og studerende til at overveje andre destinationer end Storbritannien. (Arkivfoto) - foto:Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix